Overvintring. En slags boganmeldelse, og refleksioner om vores samtid

Hen over jul og nytår læste jeg Katherine May’s Wintering, en ret unik og særlig erindringsbog. May’s familie rammes af sygdom og andre prøvelser, og hun er til sidst nødt til at trække stikket fra job og forpligtelser. Det tillader hende at undersøge og skrive om vinteren og dens betydning for mennesket, i både konkret og overført forstand. Hun går på opdagelse i og rapporterer om de mange forskellige måder mennesket verden over benytter til at leve med vinteren, og det ydre og indre mørke den repræsenterer.

Måske fordi jeg selv var et svært, mørkt og koldt sted mentalt da jeg læste bogen, gjorde den dybt indtryk på mig - med dens fine beskrivelser af og filosoferinger over f.eks. saunakultur, forholdet mellem ulve og mennesker, vinterbadning, og praktisk håndtering af sne; som udtryk for forskellige måder vi mennesker har udviklet at overleve og finde ro, tryghed og fællesskab når snestormen river og rusker udenfor og indeni.

Nå, men jeg gik i går aftes ind på min GoodReads-app for at opdatere at jeg var færdig med at læse bogen, og jeg skimmede lige hurtigt anmeldelserne af den fra andre læsere. Hovedbudskabet fra de fleste var at de nød bogen, men samtidig syntes at den stank langt væk af privilegie: at det altså ikke er alle der lige har mulighed for tage et halvt års orlov og gå lange vindblæste ture langs kysten, bage bagels og flyve til Den Blå Lagune og fede den, når livet et lidt hårdt.

Jeg løftede blikket fra appen og rynkede brynene – der var et eller andet ved anmeldelserne der skurrede; som om de missede en pointe; handlede om en anden bog end dén jeg havde læst. Oh well, jeg trak på skuldrende, det var sent, jeg lagde mig til at sove.

Og vågnede så alt for tidligt i morges (#classic) og vidste hvad problemet var.

May skriver om vinteren som et uundgåeligt aspekt af det at være menneske. Hvis du bor på de nordligere breddegrader, er det givent at du en gang om året må deale med sne, kulde, mørke, osv. Men ligegyldig hvor i verden du bor, vil du på et tidspunkt rammes af mørke i én eller anden forstand – sygdom, krise, sorg, eller andre prøvelser. Ligesom sommer og vinter uafvendeligt afløser hinanden, afløser gode og dårlige tider hinanden i menneskers liv. Og her er det bare rigtig godt at have teknikker til at møde de mindre gode tider. Ligesom finnerne har forskellige metoder til at håndtere når det nærmest ikke bliver lyst i flere måneder, kan det være noget så værdifuldt at have metoder til at håndtere når det føles sådan indeni, til at overleve (…f.eks. en yogapraksis).  

Altså. Nej. Selvfølgelig er det ikke en mulighed for alle at lægge sig på langs, smide alle forpligtelser og hygge sig hjemme med og uden familien i flere måneder ad gangen, når livet viser tænder. Men det er heller ikke, som jeg læser May, dét der er hendes pointe.

Undertitlen på bogen er ”the power of rest and retreat in difficult times”. Det er en opfordring til at for det første at acceptere og anerkende at ”difficult times” er indbygget vores menneskelige eksistens, og for det andet at følge vores naturlige impuls til tilbagetrækning og opbremsning, når de ”difficult times” viser sig. Og her kan langt mindre end en tur til varme kilder altså gøre det: at stoppe op et par gange i løbet af dagen og trække vejret dybt tre gange, at meditere bare nogle minutter om dagen, at øve sig i at være med hvad der er, også selvom det ikke altid er lige rart.

Noget jeg kan snakke længe og fortørnet om, er at vi lader til at have indrettet vores samfund på en måde, der ikke rigtig giver plads til ”vintrene” i menneskets liv. At arbejde er selve vores identitet og meningen med vores væren, og at det forventes at vi præsterer på samme niveau fra dag til dag, måned til måned, år til år – på trods af livsfænomener som f.eks. hormoncyklusser hos både kvinder og mænd; småbørnsårene med søvnmangel og identitetstransformation; og når skæbnen rammer med sygdom, død og andre personlige kriser. At stoppe op og sætte præstation og fremdrift på pause ses som amoralsk: man er doven, en snylter, én der ikke vil velfærdsstaten osv. osv., hvis man vover at følge sin natur og gå lidt i hi i sin personlige vinter.

Dette rationale (som man hører oftere og oftere rundt omkring i debatten, fx angående nedsat arbejdstid) rummer for mig at se en fejlslutning: at trække sig, at ”gå i hi”, er ikke det samme som at stemple ud for good. Nej, det er en anerkendelse af vores eksistens er cyklisk, og at vi – ligesom sommer uundgåeligt følger vinter – efter en periode med overvintring, ro, hvile, refleksion, og næring af vores inderste kerne, alleroftest kommer ud på den anden side stærkere og som en bedre og mere balanceret udgave af os selv.

Vinteren er et vilkår, og vi moderne mennesker lader til at have glemt hvordan man overvintrer, hvordan man anerkender og er med både det ydre og indre mørke. Men det kan vi heldigvis genlære, og det er May’s bog en rigtig god opfordring til. 

Bogen findes på engelsk her og på dansk her.